Trans-Sahara-handelen

Trans-Sahara-handelen mellem Maghreblandene ved Middelhavet og Vestafrika foregik langs en handelsrute, som var i brug fra det 8. århundrede til sidst på det 16. Det er væsentligt at afgøre, hvorfor sådan en handel i det hele taget opstod, før man undersøger fordelingen af karavaneruter og svingningerne i godsmængden, der blev fragtet langs ruterne. Saharaørkenen er et ugæstfrit område, der adskiller økonomien ved Middelhavet fra den i Nigerområdet. Som den franske forsker Fernand Braudel, gjorde opmærksom på, så er den slags barrierer (Atlanterhavet er et andet eksempel) kun værd at krydse under særlige betingelser, nemlig når udbyttet overstiger tabet (se: The Perspective of the World).

Transporten blev gennemført med karavaner af dromedarer, som blev opfedet i et vist antal måneder enten i Maghreblandene eller i Sahelområdet, før de blev samlet til en karavane. Ifølge den vidt berejste Ibn Battuta (*1304 – †1368), der fulgte én af karavanerne, bestod de gennemsnitligt af ca. 1.000 dromedarer, men nogle kunne være så store som 12.000. Karavanerne blev styret af højt betalte førere fra berberfolket. De kendte ørkenen, og de kunne sikre karavanen mod angreb fra andre ørkennomader. Karavanens overlevelse var hele tiden i fare og afhang af omhyggelig forberedelse. Løbere blev f.eks. sendt i forvejen til oaserne, så man derfra kunne sende vand ud til karavanen, mens den endnu var flere dagsrejser borte. Det var nemlig ikke muligt at bringe tilstrækkeligt vand med til at gennemføre de længste etaper.